Nyhed: Mixvolley for unge starter 2024-2025
Midtjysk Volleyball oplever at flere ungdomshold dukker op i de voksnes Mix-turnering.
Det er måske bare toppen af isbjerget vi ser. Er der flere unge på gymnasier, efterskoler, folkeskoler, skolehjem, FDF-grupper, badmintonspillere, tidliere klassekammerater osv. der gerne vil ud at spille mix-volleyball mod jævnaldrende op til 6 gange på en vintersæson? Klubber, der har for få spillere til at stille kønsdelte hold, kan også bruge stævnerne. Vi ser gerne klubspillere, der kommer med deres klassehold.
Der udbydes tre rækker:
Gruppe 1: 8.-9. klasse
Gruppe 2: 10. kl. og 1. G (10.-11. skoleår)
Gruppe 3: 2. og 3. G. (11-13. skoleår)
Grupperne er lavet efter klasse frem for alder, fordi man skal have lov at spille med sine klassekammerater uanset alder.
Man kan melde sig til stævnerne enkeltvis, eller man kan melde sig til den samlede stævnerække. Der gives Grand prix-point som beskrevet i kredsens Grand Prix-reglement (point i forhold til placering ligesom i Formel 1 Grand Prix) og de hold, der har fået flest point præmieres ved sæsonens sidste stævne. Den dårligste score smides væk før sidste stævne (det kan været et stævne man ikke deltager i). Sidste stævne giver dobbelt GP-point og kaldes Finalestævne..
Et enkelt-stævnegebyr koster kr. 200. Fast tilmelding til alle 6 runder koster 700 kr. Fast tilmeldte hold kan melde afbud til enkelte stævner med frist onsdag kl. 20.00.
Turneringsplanen kommer på Latourna med link fra MJVB hjemmesiden (Findes under klub/links). Stævnerne starter normalt kl. 10:00, hvor man skal være klar til at spille eller dømme.
Jørgen Donslund fra MJVBs kontor er turneringssekretær og håber, at en af de deltagende spillere eller ledere vil være sparringspartner og bindeled mellem stævnerne og kontoret.
Betaling: Klubber og skoler opkræves senere. Private hold betaler ved tilmelding på mobilepay 61676820